Putter og proptrækker

Golf & vingård: Algodón Wine Estates er eneste i Sydamerika, der forener golf og vindyrkning. Ressortet er et hole-in-one på alle måder, fra fairways og greens imellem bække og vinranker til spa´en og det regionale stenovs-køkken

San Rafael, Argentina (Golfmagasinet, aug 2010)

Lysskæret fra halogen-lommelygten rammer de endeløse rækker af Bonarda-druer plantet i 1946 på den ene side og Malbec-druer fra 1999 på den anden. Vi er i to golfcarts på vej ind i det kombinerede golf- og vinresort, Algodón Wine Estates her i det vestlige Argentina omkring vindalen San Rafael. Den stjerneklare himmel og efterårskølige aften viser silhueterne af Andesbjergene ude vestpå. Amerikas højeste bjerg, Aconcagua, troner 300 km nordpå.

Vi indlogerer os på den centralt beliggende logde omgivet af Chardonnay-druer, bække, pile.- og oliventræer. Uglen tuder, og den lokale sølvgrå Andes-ræv hyler.

Næste morgen åbenbarer et gulnet efterårslandskab sig. Med vinranker overalt og vintønder som vejvisere. Golfcarts kørende rundt mellem vinrankerne på vej til næste tee – eller vinsmagning. Her 250 km syd fra provinshovedstaden Mendoza, Argentinas og Sydamerikas vinregion pér se, skal vi spille de 9 snart 18 huller med de sneklædte Andes-bjerge som kulisse.

Golfbold i vinranker

Den lokale golf-legende, Hernán Salazar, venter ved første hul. Par 5, lang og snørklet mellem bække, vinranker og piletræer. Hernán Salazar laver en par, undertegnede 3 over par på grund af et drive forbi rough´en og ude blandt Malbec-ranker. Sådan fortsætter vi to timers tid med tee´s som halvøer i søer, fairways som en naturlig del af vingårdens anatomi og greens oppe på små forhøjninger med udsigt helt hen til Andes-bjergene.

Hernán Salazar, på 33 år, har spillet golf siden San Rafael-egnen fik dens første golfbane i 1990. Siden har området samt hele Mendoza-provinsen oplevet en tilstrømning af argentinske og udenlandske besøgende, der vender tilbage for at smage de udsøgte Malbec-vine, stå på ski eller dyrke aktiv turisme. Så da Algodón Wine Estates åbnede i 1996 fik Hernán Salazar jobbet som golf-manager og har hele tiden amerikanere, franskmænd og schweizere på besøg. Han giver golftimer også for øvede og spiller gerne en runde eller to.

Kanin-kød og rødvin

Første hul ender der, hvor måltiderne begynder: Ved siden af den hyggelige trærestaurant med den gnitrende åbne pejs. “Old Blue Eyes”, F. Sinatra, lægger baggrundsmusik til en kølig morgen med høj himmel og strålende sol. To heste går frit omkring.

Vi spiser en frokost med ravioles med kanin-kød og græskar indeni, med svampesovs og reven ost. Dertil vinårgang 2006 fra gårdens første og ældste rødvinsdruer, Bonarda anno 1946. Han forklarer, at 7. hul er hans foretrukne, og at han på en god dag laver en eagle. Denne dag laver han en over par med en drive ud i rough´en.

Amerikanere trækker forbi med deres golfkøller. Et par franskmænd og en enkelt kineser. Her i slutningen af maj er det lavsæson, men der er alligevel fuldt belagt. Ved frokosten tales der begejstret om anden hul, og syvende, og om hvordan boldene skal op over de høje og for egnen karakteristiske piletræer for at nærme sig en eagle, eller birdie. Hernán Salazar snakker med et nygift par fra Buenos Aires, der er taget på bryllupsrejse til Algodón Wine Estates.

Tennislegende og vinpriser

Vi fortsætter et par huller og bliver guidet rundt til polo- og ridebanen. De mange tennisbaner ude i terrænnet afskærmet med træer har en argentinsk tennislegende som leder, José Luis Clerc, der i de tidlige 1980ere havde mangen en finalekamp med Argentinas største gennem tiderne, Guillermo Vilas. Clerc spillede også flere finaler mod en ung og temperamentsfuld John McEnroe samt Mats Wilander og Ivan Lendl.

Vin-leder Jorge Arenas viser rundt i bodega´en, vinkælderen. Tønder med fransk og amerikansk egetræ. Fra 25 dages fermentering til 3-årig “Gran Reserva”. Vi smager de klassiske Malbec, Syrah og Cabernet Savignon, og de mindre traditionelle Pinot Noir, Bonarda og hvidvinen Chenin. Golfspillere kigger forbi, med golfcarts og køller parkeret udenfor, til en degustación: Prøvesmagning hvor der talt lige dele golf, vin og Argentina. Algodón Wine Estates har fået førstepræmien for bedste Bonarda-vin i 2008. Jorge Arenas tror, at Malbec 2010 vil nå langt, selvom der er benhård konkurrence her til lands og ikke mindst udlands, fordi Malbec-druen vitterligt har fundet sit perfekte “habitat” i Mendoza/San Rafael og går som varmt brød til USA, Europa og Japan/Kina.

Hernán Salazar klapper Jorge Arenas på skulderen. De to går til tider en golfrunde sammen. Udfaldet er altid de samme: Salazar-sejr og en delt rødvin.

Dagen går på hæld, og golfcarts, køller og spillere vender hjem til lodgen til en aperitif on the rocks og en åben kamin. Aftensmaden er ved at blive grillet de 300 meter væk ved restauranten: Et lam med lokale grøntsager. Cigarkassen kommer frem, som solen forsvinder.

FAKTA:

- Algodón Wine Estates (www.algodonwineestates.com), grundlagt 1996 af argentinske investorer, opkøbt 2007 af nordamerikansk investorgruppe. 830 hektarer. Vingården oprindeligt grundlagt 1889.

De 9 huller designet af Ricardo Jurado, barnebarn til José Jurado, betragtet som argentinsk professionel golfs fader. 18 huller fra midt-2011

Det globale vin-netværk, Great Wine Capitals, tildelte i 2010 ressortet guldmedaljen for bedste vin-hotel. Samme pris fik restauranten i 2008.

- Vingårdens 120 hektarer vinranker tilbyder private deres egne vintønde(r) i op til tre år og frit valg i druevalg mellem de argentinske specialiteter som bonarda og malbec samt merlot, cabernet savignon og chardonnay.

- Olivenlunden, plantet omkring 1930, laver vin til husbrug og salg.

- San Rafael-egnen, i Mendoza-provinsen 1.100 km stik vest for hovedstaden Buenos Aires, byder på aktiv turisme som rafting, bjergtrekking/bestigning, ridning, faldskærm, svævefly. Vintersæsonen juni-sept har Sydamerikas bedste skisportssted, Las Leñas, kun tre timers kørsel syd

Kategori Generallæs kommentarer

Min hest, min kniv og min kvinde

Argentinas cowboys, de såkaldte gauchos, er i en uddøende race, mener de ældste. De yngste har intet problem med at have mobiltelefonen med i marken

Tekst: Rune V. Harritshøj.

Fotos: Sergio Claudio.

SAN ANTONIO DE ARECO, ARGENTINA (Ud&Se, sept 2010)

-”Jeg ved ikke, hvad der er mest normalt for en gaucho (argentinsk cowboy, red.) som mig. At jeg har brækket benet seks gange til hest, eller at jeg har været i hovedstaden Buenos Aires to gange,” siger Don Oscár Pereyra.

Hans 68-årige korpus er mærket efter et liv til hest. Når han vender sig om, er det med hans pukkelryg og hjulben i én stiv bevægelse. Hesten faldt oven på ham i et af de årlige rodeo´er. Hans ”fagón”, den store krumme kniv, sidder i hans mønt-besmykkede lændebælte af læder. Han bander for sig selv over det ene lastvognlæs med soja efter det andet, der kører forbi og sender lange støvskyer op i luften. Landsbyen San Antonio de Areco 140 km nord for Buenos Aires var og er kernen af Argentinas gaucho-land. Heste, hestevogne, pick-ups, posebukser og læderstøvler. Baskerhuer og kraftige mørke moustache´s gør den til et stort frilandsmuseum.

Don Oscár og hans to karle, Pablo Castro på 26 år og Mariano Lauga på 22 år, har redet en times tid. Køerne kan lige skimtes i horisonten. Stilheden er total, og vinden suser så heste og ryttere kniber øjnene sammen. De finder et par træer og holder pause. Pablo Castro tager sadlen af sin hest, lægger den ned på ryggen og kravler op på den. Dér ligger rytter og hest i små ti minutter, mens Don Oscár skiftevis ryster på hovedet og beder den unge gaucho passe på. Efter en kort pause når de kvæget og driver med hjælp fra deres tre hunde dem tilbage til la estancia (gården) ”El Ombú”. Her har Don Oscár arbejdet i 17 år. Han er et forbillede for de unge karle, der aspirerer til et liv som gaucho´er. Men Don Oscár tror ikke på, at de får muligheden for at videregive århundreders tradition og craftmanship.

-”Man bliver født gaucho. Det kan ikke være anderledes og kan ikke oplæres. Jeg gik i skole i to år og så ud at arbejde med min far, der viste mig alt. Jeg fik min første kniv som 8-årig og har aldrig været forkølet eller nævneværdigt syg. Gaucho-kulturen er ved at forsvinde. Kæden er brudt,” siger han og nikker hen til Pablo og Mariano, der som Don Oscár har gaucho-bukser, halsklud men til forskel fra Don Oscár´s læderstøvler går med gummistøvler og lærredsko.

Han og hans kone er for et par år siden flyttet til et lille hus inde i San Antonio de Areco. Parrets fem børn har efter pres fra moderen fået en boglig uddannelse, fordi der ”ikke er brug for gaucho´en mere”. Kun den ældste søn lever som landmand. Don Oscár fortæller om at stå op klokken to om natten for at mælke. Om at være ude i regnen i 14 dage for at holde kvæget fra de uindhegnede afgrøder. Hvordan de tilberedte maden ved et bål i græsset på denne nordlige del af den udstrakte argentinske pampas. Om at kæmpe om den samme kvinde.

Inde i fårefolden står et vejrbidt Pato-mål med laset net. Pato, der betyder and og er Argentinas officielle nationalsport, stammer fra 1500-tallet, hvor to rytter-hold med op til 100 per hold kæmpede om at fange en levende vingeskudt and og lægge den i et net i 2,5 meters højde. Spillet praktiseres stadig visse steder og en næsten identisk kopi, horseball, spilles i Europa. Det gik til tider voldsomt til, når ryttere og heste væltede eller rivaliserende gaucho-grupper trak knivene i kampens hede. Pato blev forbudt i Argentina fra 1822 til 1900 men har alle år været gaucho´ernes foretrukne fritidsaktivitet og spilles stadig til årsfester.

For Don Oscár er intet, som det var eller burde være. Dengang Don Oscár var ung. Hans far var en legende på egnen, og sønnike er i dag en af områdets eneste fuldblodsgaucho´ere – hvis man spørger omkring. De nye og svære tider for gaucho´erne kom med maskiniseringen af verdens tidligere kornkammer omkring 1920erne. Alligevel var der helt frem til 1980erne brug for Don Oscár´s traditionelle evner med reb, lasso og kniv, der i dag er blevet undværlige med den kraftige beplantning af soja-marker i Argentina. Gaucho-kulturen er udpræget til kvæg- og hestefarme og er presset til fornyelse. Efter morgenarbejdet griber Don Oscár guitaren og giver et par numre foran de de spisende amerikanske turister, der jævnlige kommer på gården. Ejeren er en velhavende familie fra Buenos Aires, der lever af soja-produktionen og gårdens bed&breakfast.

Ude i marken sætter Pablo og Mariano hegn op med Pablo´s far, Ramón. De to unge gaucho´er har begge en drøm at leve af deres fædre og bedstefædres håndværk. Til forskel fra deres forfædre bor begge fast i landsbyen og har afsluttet ti års skolegang.

-”Jeg er en ny gaucho, der bruger mobiltelefon men ikke internet. Jeg står op ved 7-tiden og slutter dagen af på bæverdingen lige over midnat. Min fremtid ligger i landbruget men også med turister,” siger Pablo Castro, der som den eneste af fire søskende er gået gaucho-vejen og ofte deltager i rodeos. Hans kæreste er den eneste kvinde på gården, der arbejder ude i marken. Resten arbejder i køkkenet og herrehus.

Han låser bagbenene på sin hest med en læderstrop og paralyserer den med en næseklemmer, så han ikke får et spark eller et hestebid under studsningen af dens hår ved hove og omkring ører.

Mariano Lauga står til at overtage hans bedstefars gård. Han er frivilligt på et års oplæring og følger Don Oscár i stort og småt. Efter efter flere ugers træning har lært at binde de forskellige rebtype, gaucho´erne bruger. Han laver lyde med munden for at få hestene til at makke ret. En utæmmet unghest, en såkaldt potro, er uregerlig. Mariano indfanger den og besadler den. Efter få sekunders vild rodeo-tur er Mariano i støvet. Op på hesten igen, der hurtigt får ham af og sparker ud efter ham. Nok for i dag, siger han til Pablo i den ventende bil. De to unge kører ind til aftensmaden hos deres familier. Aftenen byder på folkloremusik på det lokale pulpería, hvor de lokale landsbypiger med lidt held kigger forbi.

Don Oscár kører hjem til sit hus, hvor fotos og avisudklip fra en svunden tid pryder stuen. Han har intet fjernsyn men binder reb. Hans datter afleverer to børnebørn, der skal sove over.

Bokse

After-office

Klientellet i det gamle pulpería, ”Bessonart” (foto), er overvejende mænd med den sorte eller bordeaux forstørrede baskerhue. Her i en sidegade i San Antonio de Areco er beværtningen den sidste af to i byen. Der bliver drukket øl, vin og den argentinske te, mate, indtaget med metalsugerør og altid gående på omgang. Denne type beværtning opstod i 1600-tallet og var frem til begyndelsen af 1900-tallet midtpunktet i landsbylivet eller landevejskroen. Pulperías var der overalt i Latinamerika, og der blev solgt mad, drikkevarer, kul, stof, stearinlys, og folk stoppede ind her som pause i deres byærinder for at sælge korn, kvæg og gå i banken eller til lægen. I Argentina, Uruguay og det sydlige Brasilien, hvor de såkaldte gauchos levede, udviklede beværtningerne sig til et forsamlingshus, hvor gaucho´erne spillede guitar, væddede i hanekampe og afgjorde tvister om eksempelvis kvinder. Knivdueller var almindelige, også med dødelig udgang. Værten serverede derfor i Argentina ofte bag tremmer for at beskytte sig mod det til tider voldelige klientel og overfald. Udenfor blev der afholdt hestevæddeløb. Omkring 1900 veg pulperías tilbage for viktualiehandler og købmænd. I dagens Mellemamerika findes pulperías stadig i de mest ydmyge kvarterer til små mængder som en enkelt cigaret eller en håndfuld shampoo.

Sølvsmeden

Sølvkniven udsmykning er så minutiøs, at Francisco Ramírez her to måneder efter endnu ikke er færdig. Det er en såkaldt ”blærekniv”, i sølv med skæfte af forskellige træsorter og metaller, som gaucho´erne bruger til at skære kød med. Den er maks 16 cm lang, så den kan sidde i siden ved blæren uden at irritere, når gaucho er til hest. Knivene over 16 cm hedder fagónes og ligner små krumsabler, som de stolte argentinske kodrenge bærer bagpå i lænden. Franciso Ramírez´ sølsmedje, ”El Bagual”, ligger side om side med San Antonio de Areco´s henved 15 sølvsmedjer. Francisco Ramírez bearbejder med en lille træhammer et sølvbeslag til et knivskæfte. Duften af smeltede metaller og læder indhylder hans biks med det åbne værksted. Nøgleringe, læderhatte, sko, stigbøjler. Han forsøger at holde et håndværk i hævd, som gaucho´erne værdsætter meget. Poncho´erne, en stof-frakke i ét stykke stof med hul til hovedet, hænger i mange farver fra Argentina, Bolivia og Peru.

-”Jeg laver gerne de gamle sølvting, og ofte er det ældre klienter, der kommer ind med dem, så jeg kan kopiere dem. De gamle gaucho´er kigger til tider forbi og giver mig gode råd,” siger han.

Han har været sølvsmed i 15 år og er stadig i oplæring. I baghaven hænger udhulede mini-græskar til tørre for at blive til det glas, hvor mate-teen indtages. Hans møntsamling tæller mønter fra hele Latinamerika, nogle fra 1600-tallets spanske vicekongedømme med centrum i Lima. Mange af disse mønter har siddet på lokale gaucho´ers lændebælte og er lavet af datidens tusindvis af sølvsmede, der var ansat af den spanske trone til at forarbejde enorme mængder af sølv, som Madrid udvandt i Potosí-minen i Bolivia, verdens største. Deraf Argentinas navn, Argentum, og floden mellem Argentina og Uruguay, Rio de la Plata, Sølv-floden.

Kategori Generallæs kommentarer

Hvaler i sigte

Puerto Pirámides, Patagonien, Argentina

Den enorme sortmatte halefinne stikker lodret op fra vandet. Hunhvalen laver udstræknings- og åndedrætsøvelser som fødselsforberedelse. Indenfor få dage, eller timer, får et af verdens bedste hvalobserveringssteder endnu en hvalkalv. Her i Golfo Nuevo ud for Valdés-halvøen i det sydlige Argentina står der konstant hvide vandpust op fra hvalernes blæsehuller. Det er august og højsæson for hvaler. I en ombygget motorbåd har vi lokaliseret denne gruppe af såkaldte southern right-hvaler. Skipper har med sonar fundet dem og har ganske stillet bragt os i nærkontakt af tredje grad. Hun er majestætisk, som hun ligger lodret nedad. Hvalkalven er to år gammel og svømmer i legende cirkler. De legesyge hvalkalve er klodsede og dermed en mindre risiko for skipper. Den vordende hvalhun dykker ned i et par minutter. Et par hundrede meter væk står hun atter odret nedad. Hvalguiden fortæller, hvordan op til 20 hanner flokkes om en frugtbar hun, uden rivalisering, og gør hende gravid via vandet omkring hende.

Halefinnen lige over vandoverfladen er det klassiske turistfoto for denne del af en af Argentinas og Sydamerikas smukkeste regioner: Patagonien. Den barske og golde kystlinjes stejle skrænter har afsidesliggende strande, hvor spækhuggere lurer i vandoverfladen fra marts til april. Havde det været sæson for havets konge, kunne den i dag døsige søløve- og søelefant-koloni blive ramt af den sorthvide rygfinne, der i brændingen normalt kaster dens hjælpeløse bytter flere meter op i luften. Råstyrken, eller synet og fornemmelsen af den, giver et sug i maven og en ærbødighed, der får en til at tage et par skridt væk fra strandkanten.

Pionerby med hippiepræg

Vi har indlogeret os i selve nationalparken, Valdés-halvøen, her 1.300 km syd for Argentinas hovedstad, Buenos Aires. Den er udnævnt til verdenskulturarv af UNESCO i 1999. En tur rundt på den 100 km x 70 km halvø er som en tør Galapagos-tur med argentinske lama´er, guanacos, sølvrøve og hemmeligheden bag koloniseringen af Patagonien: Merino-fårene, som de britiske indvandrere og særligt waliserne spandt (g)uld på. Her i naturhavnen Puerto Pirámides afgør hvalbådene dagligt. Tidevandet betyder, at dyrelivet hele tiden veksler mellem situationen for høj- og lavvande. Det er vintersæson, og hvalsæson, der varer frem til lige før jul. Den hyggelige og pioner-agtige Puerto Pirámides afventer januars og februars indryk af hovedstadsargetinere på sommerferie, der forvandler byen til et virvar af badeturister og naturturister. Butikker med hippie-præg, og hjemmebyggede huse, samt en masse små fiskerestauranter og bæverdinger har givet havnebyen en særlig status i Argentina. Jules Verne kunne ikke have gjort det bedre.

Halvø, heldagstur

På øens sydspids tårner et enligt ældgammelt fyrtårn op. Den ombyggede fårefarm er bed&breakfast og et maritimt køkken. Nedenfor på stranden dovner et par søelefanter den i sikker forvisning om, at havets konge, spækhuggeren, for længst har søgt mod nord og varmere vande. Videre mod fuglereservatet ved indgangen til nationalparken, hvor et besøgscentret er et obligatorisk stop for at lære lidt om halvøens lyslevende verdenskulturarv. Længere  nordpå kan man gå langs stranden og lære om dyrelivet på disse udstrakte patagoniske stepper, som Charles Darwin i 1833-35 blev så betaget af på vej mod Galapagos-øerne – og evolutionsteorien. Tag madpakke med – eller spis i restauranten ved fyrtårnet på sydspidsen.

Walisere, chokolade og krydstogtskibe

Inde i den nærliggende by Puerto Madryn, 100 km syd, lægger krydstogtskibe til på vej sydover mod Kap Horn og Sydpolen. Byen summer af turister og lokale, en blanding af europæere, brasilianere og de lokale fiskere og oliearbejdere. Fiskerestauranterne ligger side om side til en billig penge. Puerto Madryn blev grundlagt i 1865 med ankomsten af 1.500 walisiske indvandrere – inviteret af den daværende kun fem årtier gamle argentinske republik. Siden ankom italienere, spaniere og en del skandinaver og bosatte sig her fra det nordlige Patagonien helt ned til det såkaldte Ildland. Inde i centrum ligger dykkerskolen, Lobo Larsen, Ulven Larsen, der som så mange andre steder i området har dansk-skandinaviske rødder.

Solnedgangen fra Øko-centret på pynten syd for byen er den perfekte afslutning på endnu en dag i et af verdens mest naturskønne områder. Hvalerne springer ud af vandet konstant og efterlader hvidt skum i overfladen.

Boks:

Dansk-argentinske Pedro Haugaard danske bedstefar udvandrede til Argentina som en af de 13.000 danskere, der 1880-1930 tog til datidens kornkammer. Hans bed&breakfast, Posada Pirámides, ligger med udsigt over hval-bugten inde i nationalparken Valdés. Den lille naturhavn er præget af bugtens store forskelle på høj- og lavvande, og flere gange dagligt kører enorme traktorer med motoren hævet ekstra bådene med hvalturister ud i brændingen. Hvalguide Lula har boet flere år i Aarhus men er tilbage i denne charmerende flække, der hvadenten det drejer sig om hvalsæsonen juni-oktober eller sommersæsonen har fantastiske fiskerestauranter. Puerto Pirámides er stedet, hvis man vil bo i Valdés-halvøens nationalpark.

www.posadapiramides.com

Rejsefakta:

Valdés-halvøen ligger 1.300 km syd for Buenos Aires. UNESCO-arv siden 1999. Højsæson jan-feb, juli-december. Hvaler juni til primo december. Spækhuggere marts og april. Pingviner sept-marts. Søelefanter/søløver hele året. Dykning hele året. Storfiskeri fra båd december til juni

Kategori Generallæs kommentarer